Læserbrev: Springstærk amerikaner til Nordenskov

Læserbrev: Springstærk amerikaner til Nordenskov

05-06-2018, 01:29 - vardeinfo

Forfatter: News/Peder Foldager

Første forstærkning på plads til Volleyliga holdet i NUIF.

Selvom sommersolen viser sig fra sin bedste side, og der umiddelbart virker som uendelig langt til efterår og vinter, så er der for alvor gang i forberedelserne til den kommende sæson i Volleyligaen hos Nordenskov UIF Volley, der netop har skrevet kontrakt med amerikanske Will Craft.

Will er 24 år gammel og fra udkanten af Chicago, men har allerede erfaring med europæisk topvolley. Sidste sæson var Will nemlig en del af det estiske stor hold Saaremaa VK, indtil skader og økonomiske vanskeligheder gjorde en ende på eventyret.

Nu har han imidlertid mod på en tur til Danmark, og det glæder Sportschef Jakob Møller: ”Will er en meget spændende spiller, som vi også kiggede på i sidste sæson, men hvor vi måtte se os slået af, at andre kunne tilbyde volleyball på et højere niveau”, siger han og fortsætter ”men i år er det lykkedes, og jeg glæder mig til at se ham svæve højt i Helle Hallen”, slutter han med en henvisning til, at den eksplosive amerikaner kan slå til bolden 350 cm over jorden.

Selv glæder Will sig også til at starte efter sommerferien. ”Sidste sæson spillede en af mine bekendte i Nordenskov, og han har fortalt mig rigtig meget godt om både spillerne og klubben”, siger Will ”og jeg ser meget frem til at arbejde sammen med den nye australske træner.”

Med tilgangen af Will, har man nu i NUIF fundet 2 ud af de 3 tilføjelser til truppen, som man håber at have på plads inden sommerferien.  

 

Faktaboks:

Will Craft

Crete nær Chicago, Illinois, USA

24 år

Tidligere klubber/universitet:

  •        Chicago Lights Out
  •        Saaremaa VK, Estland
  •        Carthage College, Wisconsin, USA

Will Craft har nr. 3 på sin spilletrøje