Socialdemokratiet støtter udvidelsen af Varde Fritidscenter

Socialdemokratiet støtter udvidelsen af Varde Fritidscenter

04-03-2020, 09:49 - vardeinfo

Forfatter: Tistrup Mediehus-Pia

Socialdemokratiet støtter udvidelsen af Varde Fritidscenter – uden at lede efter hår i suppen. 

Siden 2012, hvor renoveringen og udvidelsen af Fritidscentret kom op første gang, har socialdemokratiet støttet, at Varde skulle have et IDRÆTS FYRTÅRN. Vi ønsker uændret at Varde Fritidscenter vil udvikle sig til et kraftcenter for idræts- og fritidslivet. Til glæde for os der bor i kommunen, men også for turister. 

Den erhvervsdrivende fond Varde Fritidscenter fik i 2019 anlægstilskud samt en kommunegaranti til lån. Udbudsrunden afslørede desværre et yderligere finansieringsbehov grundet prisstigninger samt større renoveringsbehov end det kunne forudses – en situation de fleste kender, der har renoveret eget hus. 

Der er en god og sund økonomi– og modellen gør ting mulige, der ellers ville være umulige. Vandtætte skotter sikrer at økonomien ikke sammenblandes. 

Vi mener ikke at et center med overnatningsmuligheder på ”vandrehjemsniveau” vil være årsag til konkurrenceforvridning. Varde har ikke haft vandrehjem i en årrække.  Vi tror det er nye målgrupper, der vil bruge overnatningstilbuddet. Med et Sportel på ”vandrehjems niveau”- tror vi der kan tiltrækkes aktiviteter – stævner, gruppe arrangementer og konkurrencer, der ellers ville havne i Vejen eller Esbjerg. Større stævner vil endvidere kunne skabe vækst hos kommunens andre overnatningstilbud. 

Derfor kan det kun gå for langsomt med at realisere projektet.