Coronakrisen sætter gang i kreativiteten

Coronakrisen sætter gang i kreativiteten

31-10-2020, 06:38 - Tistrup

Forfatter: Tistrup Mediehus - Henry

Coronakrisen sætter gang i kreativiteten – også hos Bruhn, der sender live fra butikken.

 Tistrup: De seneste stramninger af coronareglerne er ikke til fordel for salget af festtøj. Det mærker Helle Spicker, indehaver af Bruhn.

-          Når julefrokosterne og andre fester forsvinder, skal kunderne heller ikke købe festtøj. Måske er hjemmearbejde også med til at mindske interessen for at købe nyt tøj, men hvorfor kan man ikke klæde sig pænt på, når man eksempelvis går i brugsen, griner Helle Spicker.

Hun og medarbejderne har gennem coronakrisen måttet tænke kreativt, og det har blandt andet resulteret i livesendinger fra butikken via Facebook.

-          Når kunderne af den ene eller anden grund ikke kommer i butikken, må vi jo komme hjem til kunderne. Det har vi fået fin respons på.

Tirsdag den 3. november lokker Bruhn kunderne i butikken med en præsentation af tøj fra Lau Rie.

-          Det gør vi her i butikken klokken 10-14. Der kommer en repræsentant fra Lau Rie, og så må vi jo se, hvad restriktionerne siger til det. Det skal nok gå.

I uge 44 har Bruhn sammen med Dagli’Brugsen, Radio- og TV-gården samt Guld og Sølv hele 30 gavekort af 500 kroner på spil. Ved at handle for mere end 300 kroner, deltager kunden i lodtrækningen.  

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies