Kom til en festlig dag i kulturens tegn

Kom til en festlig dag i kulturens tegn

01-06-2016, 10:40

Forfatter: TistrupNews - RSS

Kom til en festlig dag i kulturens tegn

Åbningen af KunstLab er en realitet og finder sted den 11. juni kl. 11.15 ved KunstLab på KulturSpinderiet. Kom til en dag med masser af kunst hvor lokale kunstnere viser hvad huset kan bruges til, både inde og ude.

Renoveringen af det gamle laboratorium for Stålværket har stået på det sidste halve år og har omdannet huset til et kunstnerisk frirum med værksted og udstillingsrum. Med færdiggørelsen af KunstLab står KulturSpinderiet i fuldt flor, hvilket har været muligt med støtte fra Lokale- og Anlægsfonden.

Laboratoriebygningen stammer tilbage fra 1919 og blev oprindelig bygget som administrationsbygning. Senere har huset haft flere funktioner, fra værksted og portnerhus til kemisk laboratorium. Bygningen er i dag bevaringsværdig og med renoveringen er kommet tilbage til sin stolthed.

Bygningens historie har givet inspiration til KunstLab som har oprettet et kunstnerværksted og laboratorium for kreative aktiviteter. Bygningen bliver et rum for undervisning, udstillinger, foredrag, aktiviteter med lokale og eksterne kunstnere. Her skal blandt andet den ny etableret forening KunstLab, sammen med Musik- & Billedskolens kunsthold, være med til at fylde huset med kunstnere og aktiviteter.

Musik- & Billedskolen bliver ansvarlige for den daglige drift, samt koordinering af aktiviteter i KunstLab.

”KunstLab bliver et omdrejningspunkt for tværgående projekter i området og er en vigtig del i at indfri visionen for KulturSpinderiet”, fortæller Lisbet Rosendahl, formand for Udvalget for Kultur og Fritid. ”Et hus for kunsten er med til at skabe fællesskaber, både i huset og på tværs i området. På sigt skal der trækkes tråde til hele kommunen og udenfor kommunen”, fortsætter Lisbet Rosendahl.

For at vise den mangfoldighed KulturSpinderiet og KunstLab kan skabe, finder åbningen sted sammen med musikfestivalen TRÅD som arrangeres af Musik-& Billedskolen og Ungerådet. Arrangementet Tråd løber fra kl. 11-17, hvor åbningen af KunstLab starter kl. 11.15.

 

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies