Tistrup Slagtehus er klar til julebordet

Tistrup Slagtehus er klar til julebordet

08-12-2020, 11:40

Forfatter:

Tistrup Slagtehus er klar til julebordet

 Slagteri: Efter en travl periode med de sædvanligt mange efterårsslagtninger står den i december primært på delikatesser til julebordet hos Tistrup Slagtehus.

 Tistrup: Vi kommer ikke udenom corona i samtalen med indehaver af Tistrup Slagtehus, Brian Koch. Det er ikke blevet til mange helstegte pattegrise ud af huset i 2020.

- Vi omsætter normalt for godt en halv million på den den af forretningen, men i år har der stort set intet været.

Brian fortæller, at Tistrup Slagethus alligevel holder den samlede omsætning og kommer fornuftigt ud af 2020.

- Vi omsætter for omkring seks millioner årligt, og det når vi også i år. Det kan godt være, der ikke har været så mange fester og restaurantbesøg i år, men så har familierne måske valgt at købe et godt stykke kød hos slagteren.

TV-kok

Ud af de godt 1000 kreaturer og 12-1400 grise, der årligt slagtes hos Tistrup Slagtehus, er en stigende del økologisk. Det meste går til aftagere på Sjælland - blandt andre TV-kokken Michael Museth, der sælger kødet fra sin gårdbutik.

- Kunderne vil i stigende grad kende historien bag det kød, de køber. Vi sælger ikke økologisk kød i butikken, og det er mest af praktiske årsager. Vi skal holde et skarpt økologisk regnskab, og så er det bedst ikke at "blande".

Krogmodning

Nu er økologi jo ikke nødvendigvis lig med bedre kvalitet, og Brian vil gerne slå et slag for kvaliteten af kødet, uanset det er økologisk eller konventionelt produceret.

- Det handler om opvækst og modning, og her kan kunderne få det, som de ønsker. Jeg har i øjeblikket Herefordkvæg, der har græsset to år ved Filsø, til modning. Det får fire uger på krogen og kunne være perfekt til nytårsmiddagen.

Dyrevelfærd og kødkvalitet

Tistrup Slagethus ser stadig nyt og pænt ud, men det hårde miljø med salt og vand sætter sine spor.

- Vi står overfor at skulle renovere, men derudover kunne jeg godt tænke mig en løsdriftsstals. Kreaturerne, vi modtager, er fra løsdrift og ikke vant til at være bundet. Med en løsdriftsstald vil vi kunne forbedre både dyrevelfærden og kødkvaliteten yderligere, slutter Brian Koch, inden han vender tilbage til produktionen af delikatesser til julebordet.

 Fakta

Tistrup Slagtehus blev grundlagt i 2003 - den gang som Tagmose Slagtehus. Brian Koch overtog sammen med en kompagnon slagtehuset i 2008, men har siden 2010 drevet Tistrup Slagtehus alene med aktuelt syv medarbejdere + løstansastte.

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies